Hvad er morfin, og hvordan virker det?
Indholdsfortegnelse
Morfin er et stærkt og meget afhængighedsskabende opioid, der anvendes som smertestillende til patienter i sundhedsvæsenet. Morfin er dog også kendt som et populært stof blandt misbrugere. Her kan du få mere viden om, hvad morfin gør ved hjernen, og hvor meget morfin, kroppen kan klare, før indtag af morfin kan have en dødelig udgang.
Hvad er morfin?
Morfin er et smertestillende lægemiddel, der udvindes naturligt fra opiumsvalmuen, og som især bruges til at dulme moderate til stærke smerter i forbindelse med alvorlige skader, kræftforløb, kirurgiske indgreb med mere. Morfin hører til den gruppe af stoffer, som kaldes for opioider. Til denne gruppe hører blandt andet også heroin, metadon, fentanyl og tramadol, der ligeledes udvindes fra opiumsvalmuen. Morfin fås som tabletter eller kapsler samt i flydende form. Det kan indtages oralt, som injektion eller som stikpille i endetarmen.
Hvordan virker morfin?
Hvad gør morfin ved kroppen? Det er et af de spørgsmål, vi ofte får fra især pårørende til mennesker med et misbrug af morfin. Kort fortalt er morfin i stand til at blokere for hjernens smerteimpulser, så en smerte føles mindre intens eller slet ikke mærkes, og stressniveauet sænkes. I stedet vil kroppen befinde sig i en afslappet tilstand, hvor du typisk vil føle dig mere sløv eller døsig end normalt.
Morfin stimulerer hjernens naturlige belønningscenter, og indtag af morfin giver derfor en følelse af lykke og velvære – noget, der øger risikoen for at udvikle et morfinmisbrug, hvis ikke morfin bruges under kontrollerede forhold og udelukkende til medicinsk formål. Morfin er særdeles afhængighedsskabende både fysisk og psykisk, og den enkeltes tolerance over for stoffet rykker sig hurtigt, hvorfor det er nemt gradvist at komme til at øge dosis og derved ende i morfinafhængighed. Fordi tolerancen flytter sig hurtigt, er en morfinmisbruger i stor risiko for at tage en overdosis i jagten på den eftertragtede rus.
Sådan spotter du, om en person er påvirket af morfin
Det er ikke helt let at se, hvorvidt en person er påvirket af morfin. Der er dog alligevel nogle tegn, som du med fordel kan holde øje med. En morfinrus vil, som ved rusen fra flere andre sløvende stoffer, give følgende symptomer:
- Koncentrationsbesvær
- Problemer med hukommelsen
- Omtågethed
- Ændringer i humør og personlighed
Da symptomerne på indtag er ens for flere af de sløvende stoffer, herunder morfin, hash og GHB, kan du ikke nødvendigvis vurdere hvilket stof, der er tale om, ved at se på symptomerne ovenfor. Dog kan de give dig et praj om, hvad der er på færde, så du bedre kan agere derefter og tilbyde den hjælp, som den påvirkede eventuelt måtte have brug for.
Intensiv døgnbehandling
Hvor længe er morfin i kroppen?
Morfin har en halveringstid på 2-4 timer alt efter, om der er tale om depotmorfin eller almindelig morfin. Det betyder, at halvdelen af stoffet vil være ude af blodet inden for førnævnte tidsinterval. Dog kan morfin typisk spores i kroppen i flere dage efter indtag via en blodprøve, urinprøve eller spytprøve, og en hårprøve vil kunne påvise indtag af morfin i op til 3 måneder efter. Hvor lang tid det helt præcist tager, før morfinen er helt forsvundet fra kroppen, afhænger blandt andet af den dosis, du har indtaget, samt din alder og nyrefunktion.
Hvor meget morfin skal man tage for at dø?
Hvor meget morfin, man kan tåle, uden at ramme en dødelig dosis, er meget individuelt. Det afhænger blandt andet af, om morfinen indtages oralt eller sprøjtes ind i en blodåre, og om personen, der tager morfinen, har udviklet tolerance over for stoffet. Personens alder og vægt har ligeledes betydning, ligesom det er centralt, hvorvidt morfinen bruges for sig selv eller i kombination med alkohol og andre stoffer, særligt benzodiazepiner. Effekten af høje doser morfin er uforudsigelig – især ved blandingsmisbrug, hvor brugeren er afhængig af flere forskellige stoffer, der tages på kryds og tværs af hinanden.
Læs mere om medicinmisbrug og medicinafhængighed her.
Symptomer på overdosis af morfin
En overdosis af morfin vil give tydelige symptomer på, at noget er galt, og står du som pårørende til en misbruger, skal du ikke tøve med at ringe efter hjælp, hvis du oplever følgende symptomer hos misbrugeren:
- Mindre pupiller end vanligt
- Blå læber eller negle
- Feber
- Koldsved
- Slappe arme og ben
- Langsom eller uregelmæssig vejrtrækning
- Bevidstløshed
Kom i behandling for morfinmisbrug
Står du som pårørende til en, der ønsker behandling for sit misbrug af morfin, eller har du selv en morfinafhængighed, som du ønsker at komme til livs? Hos Det Gode Liv tilbyder vi flere behandlingsforløb med udgangspunkt i morfinmisbrug og eventuelle blandingsmisbrug. Behandling kan foregå både ambulant og som døgnbehandling og kan i det hele tages tilrettelægges individuelt ud fra den enkeltes behov.
Udover behandling tilbyder vi også anonym rådgivning til misbrugere og pårørende. Har du brug for en at tale med, der forstår din situation, kan du altid ringe på tlf. +45 72 100 800, hvor vi sidder klar ved telefonen 24 timer i døgnet. Du kan også vælge at skrive en besked til os nederst her på siden. Så vender vi tilbage til dig snarest muligt.
Tøv i det hele taget ikke med at søge hjælp, hvis du har brug for mere viden om morfin i relation til misbrug eller er klar til at vende misbruget ryggen én gang for alle.