Arves afhængighed – eller er den selvforskyldt?
Når vi taler om misbrug, dukker spørgsmålet ofte op: “Går det i arv?” Forskning viser, at både gener og miljø spiller en rolle i risikoen for afhængighed – men det er samspillet mellem disse faktorer, der har afgørende betydning for, om afhængighed udvikler sig. I denne uge dykker jeg ned i, hvordan biologiske dispositioner og social arv former vores relation til rusmidler.
Den genetiske arv
Når vi taler om afhængighed, bliver det ofte gjort til et spørgsmål om viljestyrke – eller om opvækst og miljø. Men forskningen peger på, at billedet er langt mere nuanceret. En større international oversigtsartikel, baseret på mange studier, peger på, at genetisk arvelighed kan udgøre ca. 40–60 % af risikoen for at udvikle afhængighed.
Det betyder ikke, at man er født afhængig, eller at afhængighed er uundgåelig. Arvelighed handler om sårbarhed – altså hvor modtagelig man kan være, hvis man samtidig vokser op i bestemte miljøer eller udsættes for belastninger.
Personligt synes jeg, det er vigtigt at tage forskning med et gran salt, da tallene sjældent kan overføres direkte til det enkelte menneske. Alligevel giver det et vigtigt modspil til idéen om, at afhængighed udelukkende handler om viljestyrke eller opdragelse. Jeg tror ikke nødvendigvis, at afhængighed går i arv. Jeg tror, det handler om måden, vi lærer at håndtere livet på.
Social arv – en vigtig faktor
Når vi taler om social arv i forbindelse med afhængighed, handler det ofte om, hvilket miljø vi er vokset op i, og hvilke mennesker vi har omkring os. Disse faktorer kan også spille en rolle senere i livet, men de er særligt betydningsfulde i opvæksten, fordi det er her, vi formes.
Lad os bryde det ned: Afhængighed er noget, vi mennesker udvikler, fordi vi bruger uhensigtsmæssige copingstrategier over tid. Det kan for eksempel være at bruge stoffer eller alkohol til at dulme og lukke ned frem for at mærke og være i vores følelser og ubehag.
Hvor kommer disse copingstrategier fra, og hvem lærer vi dem af? Det er klart, at vores omgivelser påvirker os, men i mange tilfælde lærer vi dem selv. Det er naturligt at flygte fra ubehagelige følelser, hvis vi ikke ved, at de ikke er farlige, og at de som regel går over igen.
Selvfølgelig kan det ikke koges ned til dette alene. Afhængighed og årsagerne dertil er komplekse. Derfor findes der heller ingen “mirakelkur”. Vi bærer alle løsningen med os, men den kan ligge så dybt, at vi har brug for hjælp til at grave den frem.
Hvorfor man ikke bare kan “stoppe”
Adfærd, der påvirker hjernens belønningscenter, kan både være god og farlig. Den skaber de følelser, vi forbinder med lykke, bekymringsfrihed og spænding. Men hjernen er ekstremt hurtig til at koble ubehag med adfærd, der dulmer det. Den siger faktisk: “Hov, der var noget, der virkede her – lad os prøve det igen.”
Hvis man gentager dette mønster uhindret, kan man på et tidspunkt blive afhængig. Den eneste måde at forhindre det på er ved at være opmærksom nok til at stoppe op og indse, at ens egen adfærd er mere skadelig end gavnlig. Det er her, det ofte går galt: De fleste når ikke at stoppe, inden det er for sent.
Husk – selvom det i nogle tilfælde kan være for sent at stoppe afhængigheden alene, er det aldrig for sent at få hjælp til at komme ud af den.
Hvor efterlader det os?
For mig viser alt dette, at afhængighed sjældent er sort/hvid. Det handler ikke om skæbne eller svag vilje – men om mønstre, vi lærer, og de valg, vi tager undervejs. Vi kan alle blive påvirket, men vi kan også skabe nye veje for os selv. Med refleksion, støtte og handling er det aldrig for sent at tage kontrollen tilbage over sit eget liv.
Hvad mener du om alt dette? Har du nogle holdninger eller refleksioner, du har lyst til at dele? Skriv til mig på sth@det-gode-liv.com. Jeg læser og svarer på alle tilbagemeldinger.
Indtil næste gang – tak fordi du læser med!